Dit valg bestemmer resten af dit liv
Når 1. marts nærmer sig, oplever mange unge et stort pres. Ét valg kan hurtigt føles som et valg for livet. Som om den uddannelse, du vælger nu, automatisk fastlægger både din karriere, din fremtid og dine muligheder. Men virkeligheden er en helt anden.
4. feb. 2026 –
Mytedræber
Myte 1: Hvis du vælger forkert, er der ingen vej tilbage
Mange tror, at ét ”forkert” uddannelsesvalg lukker alle døre. Men i Danmark er der stor fleksibilitet i uddannelsessystemet, og det er helt normalt at justere sin retning undervejs.
Frafald på videregående uddannelser bliver ofte nævnt som omkring hver tredje studerende, især i de første år af studiet. Og undersøgelser fra forskellige uddannelsesområder viser, at størstedelen af dem, der falder fra, efterfølgende starter på en ny uddannelse – enten en anden videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse.
Kort sagt: Et første valg er sjældent det sidste.
Myte 2: En uddannelse fører kun til ét slags job
Nogle tror, at en uddannelse automatisk leder til ét bestemt type job. Men i Danmark er uddannelser, både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser, bygget op omkring brede kompetencer, som kan bruges på tværs af brancher og jobfunktioner. Det er en del af den danske tilgang til livslang læring, hvor du gennem hele livet kan bygge videre på og supplere dine kvalifikationer.
Myte 3: Du skal vide præcis, hvad du vil, før du vælger
Mange unge føler, at de skal have hele deres fremtid planlagt, før de vælger uddannelse. Men afklaring kommer ofte undervejs, i takt med at man lærer sig selv og faget bedre at kende. Det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem er kendt for sin fleksibilitet, hvor det er forholdsvis enkelt at skifte job, uddanne sig videre eller kombinere arbejde med efteruddannelse – uden at være låst fast.
Er du i tvivl om dit valg?
Det er helt normalt ikke at vide præcis, hvad man vil. Hvis du vil blive klogere på, hvilke uddannelser der matcher dine interesser og styrker, kan du tage vores test lige her.
Hvad betyder det for dig, der skal vælge?
Dit valg behøver ikke være perfekt - det skal bare give mening for dig lige nu.
Du må gerne vælge med mavefornemmelsen, du må gerne være i tvivl, og du må gerne ændre kurs senere.
At vælge dig selv handler ikke om at have hele fremtiden planlagt, men om at tage næste skridt med det, du ved i dag.



