"Man kan aldrig gå forkert, når man bare prøver det"

Alyssa og Mohammed går på urmageruddannelsen på ZBC i Ringsted. For Alyssa begyndte interessen i hendes mors guldsmedeforretning, mens Mohammed altid har været fascineret af at skille ting ad og forstå, hvordan de virker. I dag deler de glæden ved et fag med plads til både fordybelse, præcision og fællesskab.

15. jul. 2026 –

Personlig fortælling

Relevant for uddannelser:

Vejen til urmagerfaget

For Alyssa var urmagerfaget en del af hverdagen allerede fra barndommen.

Alyssa: "Jeg er faktisk vokset op i en lille guldsmedeforretning sammen med min mor. Jeg løb rundt derinde som barn og kiggede på de forskellige smykker og ure og var vant til at være ude i forretningen."

Da hun senere skulle vælge uddannelse, begyndte hun at undersøge mulighederne online.

Alyssa: "Jeg kiggede først på at blive guldsmed, men det var ikke helt det rette for mig. Så fandt jeg urmageruddannelsen på ZBC i Ringsted, hvor man kunne komme til en introdag og prøve at skille og samle et ur. Lige efter meldte jeg mig på et hold."

For Mohammed voksede interessen ud af en naturlig nysgerrighed på, hvordan ting fungerer.

Mohammed: "Jeg har altid været glad for at samle ting, skille ting ad og undersøge, hvordan de virker. Så urmageruddannelsen var helt perfekt for mig. Her kan jeg virkelig få lov til at fordybe mig i tingene og forstå, hvorfor og hvordan det virker."

Han overvejede først en anden retning.

Mohammed: "Jeg tænkte faktisk først på finmekanikeruddannelsen. Men jeg ville gerne have mulighed for at fordybe mig rigtig meget. Så søgte jeg lidt rundt og fandt urmageruddannelsen på Google. Jeg tænkte, at jeg lige ville prøve at søge ind og se, hvad der skete – og det virkede."


Mere end bare en uddannelse

Da de skulle vælge uddannelse, var det dog ikke kun selve faget, der spillede en rolle.

Alyssa: "Jeg lagde vægt på, om der var et godt miljø i forhold til lærerne, faciliteterne og det sociale. Og det synes jeg, det hele spiller her."

Mohammed: "Det sociale på urmageruddannelsen er faktisk ret fedt. Vi er venner på tværs af holdene, og vi snakker allesammen sammen. Det var også vigtigt for mig, at jeg kunne dele min interesse med andre, der synes, det her er virkelig fedt."


En hverdag med ansvar og fordybelse

Hverdagen på uddannelsen er præget af stor selvstændighed.

Alyssa: "Du møder ind, har dine opgaver og arbejder selvstændigt. Du ved godt, hvad du skal lave, og så tjekker du ind med læreren indimellem for at se, om du er på rette vej."

Alyssa bor på skolehotellet i Ringsted og bruger derfor også meget tid på skolen.

Alyssa: "Vi er her jo typisk fra klokken 8 til 15, men mange af os bliver også efter skole og hygger med de andre."

For Mohammed er der en tydelig forskel på skoleperioderne og praktikken.

Mohammed: "På hovedforløbet handler det om at fordybe sig i det, man bliver undervist i. Det er der, man kan stille de dumme spørgsmål og lave de dumme fejl. I praktikken har man mere frie tøjler, men man arbejder selvfølgelig med det, man har lært om."


Dagene er aldrig ens

Det er især kombinationen af praktisk arbejde og ny viden, der gør uddannelsen spændende for både Alyssa og Mohammed.

Alyssa: "Du får så meget viden om de forskellige urtyper og reparationsformer. Og så arbejder du hele tiden med hænderne. Det er ikke bare at sidde ved en skærm hele dagen."

Mohammed: "Det er jo aldrig det samme ur. Der er forskellige kalibre, producenter og typer af ure. Der er gamle, nye, schweiziske, japanske og nogle gange russiske. Man keder sig i hvert fald ikke, når man sidder og laver et ur. Der er altid noget nyt."


Drømme for fremtiden

Begge har også klare drømme for fremtiden.

Alyssa: "Jeg drømmer om at have min egen forretning en dag med mit eget værksted og mine egne lærlinge. Og forhåbentlig være med til at putte lidt ung charme ind i en gammel uddannelse."

Mohammed: "Min store plan er at lave mit eget værksted, men også mine egne ure. Der kan man virkelig fordybe sig og nørde det igennem, som jeg rigtig godt kan lide."


Råd til andre, som overvejer at tage en erhvervsuddannelse?

Alyssa: "Prøv det af. Du kan altid vælge noget andet. Du kan komme til introdage og prøve det af. Der er ikke noget galt med at kigge rundt og finde det, der passer til dig."

Mohammed: "Man kan aldrig gå forkert, når man bare prøver det."