Forældreguiden: Når valget af uddannelse er uklart

Hvad kan jeg blive? har talt med Maria, som kender følelsen alt for godt. Hendes søn Edvard på 16 år går på efterskole, og når hun spørger ind til hans fremtidsplaner, møder hun tomhed: 

"Han aner det ikke. Og han er jo også et helt andet sted lige nu, så han har faktisk svært ved at koncentrere sig om det. Vi har faktisk så sent som i weekenden spurgt ham, hvad gør du dig af tanker? Har du nogen idé? Og der er han bare sådan “overhovedet ikke.”"

Når passionen udebliver

Maria fortæller, at "Min søn har ikke været specielt glad for det boglige i skolen eller det faglige. Han synes, at det er ret kedeligt,". Hun har bemærket et mønster: "Det kan jo være, at det er mere den type elever, der har lidt svært ved at beslutte, hvad de så skal efter folkeskolen. Modsat dem, der er meget målrettede og ved, at de vil være det ene og det andet."

Edvard har nævnt nogle løse ideer: "Han havde snakket om, at han gerne ville være selvstændig iværksætter. Og så har han også snakket om ejendomsmægler og sportsfysioterapeut." Men som Maria bemærker: "Det er ret forskelligt."

Denne svæven mellem forskellige interesser og fraværet af samme er måske mere udbredt end man skulle tro. Det kan være hårdt at lægge under for det kulturelle pres om at "finde sin passion" som 16-årig.

Hvad kan forældre gøre?

Hvis du genkender Marias situation, er her nogle gode råd til, hvad du kan gøre:

Vær bevidst om sårbarheden: Grundlæggende er der behov for at være bevidst om, hvor svært det kan være at svare på, hvad man forestiller sig om sin egen fremtid. Det, man bliver bedt om, er at åbne op for noget ganske sårbart: Sine drømme og forhåbninger. Det kan være svært, ikke bare fordi visse drømme kan være urealistiske, men måske især også fordi selve det at indrømme, hvad man drømmer om - eller at man måske slet ikke drømmer om noget - afslører noget meget personligt. Som forælder er det vigtigt at tage vare på sårbarheden, der ligger deri, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at få sit barn i tale. 

Start med det konkrete: Edvard har faktisk flere interesser - han "går virkelig meget op i at træne" og han bruger også meget tid på at købe og sælge tøj på nettet. I stedet for at lede efter den store passion, kan man bygge videre på det, der allerede er der. Hvilke uddannelser kunne bygge på interesse for krop og træning? Kan interessen for handel med second hand-tøj pege i retningen af en handelsuddannelse?

Udforsk sammen: Maria og Edvard har allerede været til åbne huse på forskellige uddannelser. "Det tror jeg var fint nok," reflekterer hun, "vi kunne også lige have en samtale om, hvad der var mest spændende, og hvad der ikke var så spændende." Sådan udforskning kan fortsætte uden tidspres.

Accepter det uafklarede: Når Maria siger "han er jo også et helt andet sted lige nu," rammer hun noget vigtigt. Efterskoleåret er en udviklingsperiode, hvor det er helt naturligt ikke at have styr på fremtiden. Pas på ikke at møde dit barn med urealistiske forventninger om et kæmpe overskud til at tænke på fremtiden. 

Fokusér på proces frem for resultat: I stedet for "Hvad vil du være?" kan man spørge "Hvad har du det godt med?" eller "Hvornår føler du dig mest som dig selv?"

Vær tålmodig med timing: Som Maria observerer: "Der sker jo nok også ret meget modningsmæssigt lige nu i de år." Nogle teenagere har brug for mere tid til at finde sig selv end andre.

Støt uden at overtage: Marias plan om at “præsentere mulighederne for ham og tage en snak med ham om, hvad vil du?" respekterer Edvards autonomi, mens hun tilbyder struktur og overblik.

Måske er den vigtigste erkendelse, at selve det ikke at vide, hvad man vil som teenager, ikke er en mangel, men en naturlig del af at blive voksen. Som forældre kan vi bedst hjælpe ved at være til stede i processen uden at forcere resultatet.