Erhvervsuddannelser er da lige så fine som gymnasiet. Bare ikke for min søn.

Og det er ikke bare mig, der for vild. Vi er mange, der farer vild. Velmenende voksne, lærere og forældre, som tror, at det eneste rigtige for unge med gode karakterer er gymnasiet. Der findes kun én vej, hvis man er godt begavet, og den er akademisk.

Min søn er klog og vellidt og ambitiøs. Som 7-årig lærte han det periodiske system udenad – først på dansk, siden på engelsk. Han kunne løse en hvilken som helst professorterning på 15 sekunder. Han var nørd – i allerbedste forstand. Han fordybede sig og blev ved, til han kunne det, han satte sig for.

Da han var otte, rullede Den store bagedyst for første gang over skærmen. Han var solgt. I årene efter bagte han kager og tærter og småkager i ét væk – avancerede og velsmagende. Men som han selv sagde: De manglede noget på finishen.

Da han var ti, ønskede han sig allermest en køkkenmaskine i julegave. Sådan en, der kunne ælte, røre og piske. Den fik han, og han var lykkelig.

Som 13-årig startede han til “Chokolade” hos en lokal chokolatier. Han drømte om at blive dessertkok. Og det begyndte at gå op for mig, at det ikke var en fase. Det var et kald. Og det var nogenlunde dér, jeg begyndte at blive bekymret.

Jeg er skoleleder på en folkeskole, og jeg kommer fra en lærerfamilie. Jeg har aldrig lavet andet end skole. Jeg kender bøger, og jeg ved, hvor vigtig uddannelse er. Især den rigtige uddannelse. Og på papiret ved jeg også godt, at vi har brug for faglærte – at en verden kun befolket af akademikere ikke kan fungere. Jeg har stået til møder, konferencer og forældreaftener og talt om, hvor vigtigt det er, at flere vælger en erhvervsuddannelse. At vi som forældre ikke må presse vores børn i én bestemt retning. At vi skal lade dem vælge med hjertet. At vi, særligt som mødre, har stor betydning for vores børns valg – og derfor også et ansvar. At det at mestre et håndværk er ærefuldt. Tænk at kunne bygge et hus.

En aften hørte jeg mig selv sige det hele igen – højt og flot: “Vi skal have flere unge på erhvervsuddannelserne. Det er lige så fint som gymnasiet.” Det hele var rigtigt. Og pludselig var det, som om der gik en prås op for mig: For mens jeg sagde det til andre forældre, havde jeg i årevis forsøgt at få min egen søn til at vælge gymnasiet. Jeg gjorde alt det hjemme, som jeg sagde, man ikke måtte gøre ude.

For han var jo et begavet barn med topkarakterer – de skulle da ikke gå til spilde. Jeg sagde, han skulle holde alle muligheder åbne. At han kunne blive dessertkok bagefter. At gymnasiet var en bedre vej. Jeg sagde, han kunne alt – men mente, han burde noget andet.

Jeg sagde det på tusind måder: En erhvervsuddannelse var ikke god nok. Måske for andre. Ikke for ham. Ikke for min søn. Og jeg lyttede ikke til ham. Overhovedet ikke. Jeg lyttede ikke til, hvad han drømte om. Hvad han ville med sit liv.

Det stod klart for mig, at jeg skyldte min søn en stor undskyldning. Undskyld for at tro, jeg vidste bedre. Undskyld for at gøre det sværere for ham at vælge det, han allerede havde valgt med hele sit væsen. Undskyld for at forsøge at åbne alle døre for ham – mens jeg prøvede at lukke den ene, han selv ønskede at gå ind ad.

Da han kort efter ville søge ind på Hotel- og Restaurantskolen, vidste jeg, at det var det rigtige. Vi tog af sted sammen til åbent hus. Han havde selv sørget for erhvervspraktik på Michelinrestauranter og var ikke i tvivl: Han ville være kok.

Han vidste også præcis, hvor han ville i lære – på Tinggården, ejet af Jan Friis-Mikkelsen, som jo netop ansporede min søns lidenskab, dengang han som den ene halvdel af det første værtspar i Den store bagedyst stod og talte om smør og stolthed i et køkken. Jan Friis-Mikkelsen har gennem sin karriere uddannet mange af de kokke, vi i dag anerkender som nogle af Danmarks dygtigste – talenter, der har haft deres formative år på Tinggården. Min søn opsøgte selv restauranten. De havde ikke plads til flere elever, men han bad om at komme i praktik. Han tænkte, at hvis bare han fik lov at vise, hvor dedikeret han var, så kunne det være, at det alligevel kunne lade sig gøre.
Og han fik ret. Han fik sin læreplads.

Han afslutter nu sin uddannelse på Jordnær – en restaurant med tre Michelinstjerner og status som en af verdens bedste. Det er dér, han bliver udlært. Og han er kun lige begyndt.

Under læretiden blev han mere og mere forelsket i det salte køkken. Så nu laver han ikke bare fantastiske desserter og kager. Han laver mad, så englene synger. Og finishen – den er fuldstændig på plads.

Det var ikke mig, der viste ham vejen. Det var ham, der viste mig, hvor den gik.

Jeg har set, hvor meget det betyder at få lov til at vælge noget, man elsker. Og jeg har set, hvor svært det stadig er for mange unge. For selvom vi i Danmark gerne vil tro, at vi værdsætter alle veje, så gør vi det ikke i praksis. 

Vi taler meget om at gøre op med uddannelsessnobberi. Om at alle uddannelser har værdi, og at det ikke er finere at læse filosofi end at mestre et håndværk. Men snobberiet lever i bedste velgående – ikke kun i systemet, men inde i os selv. Det viser sig, når vi taler om, hvad de dygtige elever “bør” vælge. Vi pakker det ind i omsorg og ambition, men i praksis fortæller vi vores børn – og hinandens – at nogle veje er bedre end andre. At hovedet er vigtigere end hænderne. At dét at være klog først og fremmest handler om at kunne sidde stille og læse.

Men det er ikke sandt. Og det ved vi godt.

Snobberiet forsvinder først, når vi stopper med at reproducere det – også i hjem, hvor børn får 12-taller og “kan blive hvad som helst”.

I 2023 valgte 73 % af de unge en gymnasial uddannelse efter grundskolen. Kun 19 % valgte en erhvervsuddannelse. Og de dygtigste elever bliver i overvældende grad sendt i retning af gymnasiet – ikke fordi de vil, men fordi de kan. De bliver sendt derhen af velmenende lærere, der for langt de flestes vedkommende aldrig har prøvet andet end skole, og af forældre, der – som mig – tror, det er det eneste rigtige.

Ifølge Danmarks Evalueringsinstitut føler næsten halvdelen af de unge på erhvervsuddannelser, at deres valg ikke bliver anerkendt i samme grad som gymnasievejen. Det kan og skal vi gøre bedre. Mange møder en forventning – ikke om at de skal vælge det, de elsker, men det, de “burde” gøre. Vi siger, at alle veje er åbne – men vi har stadig skarpt lys på karakterbladet.

Min søn havde topkarakterer. Han kunne være blevet hvad som helst. Han valgte at blive kok.
Og jeg har aldrig set ham i tvivl. Hans hænder er lige så vigtige som hans hjerne. Og det, de kan sammen, er en gave – ikke bare til ham, men til os andre.

Vi skal turde lade vores børn vælge det, der får deres hjerte til at synge. For de skal bruge tusindvis af timer på det, de laver. Uddannelse er ikke et stigesystem. Det er et landskab. Og hvis vi virkelig vil anerkende de faglærte, skal vi starte der, hvor det åbenbart gør allermest ondt: Hjemme hos os selv.

Jeg har lært, at ambition ikke rimer på bøger. Og at kærlighed nogle gange kræver, at man holder mund – og bare har tillid til sine børns valg.

Jeg ved, at min søn får et vidunderligt liv. For hver dag skal han bruge sin tid på noget af det, han elsker allermest.

Og så skal jeg ikke bede om mere.