Jakobs historie

DET BEDSTE ER DET UMULIGE

Jeg hedder Jakob Nielsen. Mine forældre er skilt, så jeg har boet lidt rundt omkring. Nu bor jeg i Odense.

Jeg gik på teknisk gymnasium, HTX, hvor de har værksteder i både træ, elektronik og metal. Og de har altså et rigtig fint metalværksted på den skole. Det blev jeg fanget af. Gennem hele min gymnasietid byggede jeg ting dernede sammen med mine kammerater.

Det sjove er, at min familie ellers er træfolk. Min mor er uddannet skovarbejder, min farfar var bådebygger og min oldefar var også i træfaget. Så egentlig havde det givet mest mening, at jeg blev fanget af træværkstedet. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ved ikke helt, hvad det var, måske at metalfaget virkede lidt mere specialiseret. Med træ kan man næsten hoppe ud i det med det samme, men med metal skal du have lidt mere udstyr, lidt mere viden. 

I 3.g skulle jeg tage en beslutning. Skulle jeg læse videre? Hvad skulle jeg? Så sagde en af mine lærere til mig: "Hør her, du skal sgu være smed eller maskinarbejder. Du står herude hele tiden. Du skal ikke være ingeniør." 

Fordi jeg havde gymnasiet, slap jeg for det meste af grundforløbet og gik nærmest direkte på hovedforløbet. Og der gik kun en halv dag, fra jeg startede i lære, til jeg blev sat til at lave noget rigtigt.

I min fritid elsker jeg vandski. Det er svært første gang. Faktisk vælter man mange gange, før man kan det. I det hele taget elsker jeg alt, der har med vand at gøre. Det hænger bare ikke så godt sammen med at være rødhåret. Jeg bliver solskoldet hver gang, jeg er ude at sejle.


Venstre hånd

Min konkurrence til Euroskills gik... Ja, det var tæt. Jeg fik en femteplads. Førstepladsen havde 738 point, andenpladsen 735, tredjepladsen 734, fjerdepladsen 733. Og så kom jeg. Det var altså ikke mange point, der skilte os ad i toppen.

Der var faktisk kun to i hele konkurrencen, der klarede røntgentesten på svejsningerne. Mig og ham, der vandt. Det er jeg ret stolt af. Og så gjorde jeg det endda med venstre hånd, selvom jeg er højrehåndet. Det kommer af en mountainbike-ulykke, hvor jeg brækkede håndleddet. Når man svejser en 45-graders samling, og man står på den ene side, kan jeg sagtens køre den med højre hånd. Men på den anden side kan jeg ikke bøje mit håndled nok til det sidste stykke. Så der var jeg nødt til at skifte til venstre. Man vil helst køre én lang svejsning uden afbrydelser, fordi det er i starten, fejlene sker. 

Der var selvfølgelig også ting, jeg gerne ville have gjort bedre. De måler med to millimeter og en decimals præcision. Det er noget, man laver på øjemål, når man svejser. Man kan godt lave nogle streger at følge, men det er ikke altid, man kan se dem. Og så var der længdeforskydninger på nogle af samlingerne, hvor jeg var et par millimeter ved siden af. Når konkurrencen er så tæt, betyder sådan noget vildt meget.

Men der var ikke én stor fejl, hvor jeg tænkte: Det var fandeme dumt gjort.


Et umuligt buk

Det mest spændende ved smedefaget er, at man faktisk kan bygge rigtig meget. Folk tror ikke, man kan lave de ting, man kan lave. På mit arbejde skærer vi stålplader, der er op til 15 centimeter tykke. Det er fuldstændig vanvittigt. Vi bruger flammeskærer til det. Nogle gange arbejder vi med 13 tons stål på én opgave. Vi er underleverandører til underleverandører. Vi leverer stål i bestemte former, som så bliver til noget større. Og selv på de kæmpestore ting er der tolerancer på en millimeter. 

Noget af det, jeg bedst kan lide, er når man får opgaver, der virker umulige. Hvor ingeniøren har tegnet noget, men ikke har tænkt over, hvordan det rent faktisk skal laves. Hvordan skal personen, der laver svejsningen, komme til? Hvis det er en lukket C-profil, kan man ikke komme til indvendigt. Eller de har tegnet et buk, der ikke kan lade sig gøre i fysikkens verden. 

Der var engang, da jeg var lærling, hvor et andet firma ringede op. De havde lavet et forkert buk i noget, der var svært at arbejde med, og de kunne ikke rette det. Så spurgte de, om det var noget, jeg kunne løse. Jeg tog ned og prøvede, og det lykkedes. Det er fedt, når man klarer noget, som andre ikke kunne.


Ligget i baghovedet

Det fedeste materiale at arbejde med er rustfrit stål. Det er utidigt. Man skal være omhyggelig, have styr på sine ting. Men når man er færdig, og det er blevet pænt, så er der en tilfredsstillelse i det. Man kan være hundrede procent stolt af at stå med det.

Noget af det, der er særligt ved smedefaget, er at man med det samme ved, om arbejdet er godt eller skidt. Der er ingen tvivl. Det er ikke op til fortolkning. Enten holder svejsningen til røntgen, eller også gør den ikke. Enten passer målene, eller også gør de ikke. Jeg kan godt lide det. Det er befriende.

Om fem år vil jeg gerne være nyuddannet maskiningeniør. Jeg starter på uddannelsen til september. Det har altid ligget i baghovedet. Min lærer på gymnasiet sagde jo, at jeg ikke skulle være ingeniør, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke bare ville lade det ligge. Jeg tror, vi har brug for flere ingeniører, der rent faktisk kan deres håndværk. Som ved, hvordan tingene skal laves i praksis, ikke bare på tegningen.

Min mester tilbød mig faktisk at overtage forretningen efter ham. Det var ret overvældende. Men jeg synes, det var lidt voldsomt. Først vil jeg gerne have den ingeniøruddannelse. 


Jakobs historie

DET BEDSTE ER DET UMULIGE

Jeg hedder Jakob Nielsen. Mine forældre er skilt, så jeg har boet lidt rundt omkring. Nu bor jeg i Odense.

Jeg gik på teknisk gymnasium, HTX, hvor de har værksteder i både træ, elektronik og metal. Og de har altså et rigtig fint metalværksted på den skole. Det blev jeg fanget af. Gennem hele min gymnasietid byggede jeg ting dernede sammen med mine kammerater.

Det sjove er, at min familie ellers er træfolk. Min mor er uddannet skovarbejder, min farfar var bådebygger og min oldefar var også i træfaget. Så egentlig havde det givet mest mening, at jeg blev fanget af træværkstedet. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ved ikke helt, hvad det var, måske at metalfaget virkede lidt mere specialiseret. Med træ kan man næsten hoppe ud i det med det samme, men med metal skal du have lidt mere udstyr, lidt mere viden. 

I 3.g skulle jeg tage en beslutning. Skulle jeg læse videre? Hvad skulle jeg? Så sagde en af mine lærere til mig: "Hør her, du skal sgu være smed eller maskinarbejder. Du står herude hele tiden. Du skal ikke være ingeniør." 

Fordi jeg havde gymnasiet, slap jeg for det meste af grundforløbet og gik nærmest direkte på hovedforløbet. Og der gik kun en halv dag, fra jeg startede i lære, til jeg blev sat til at lave noget rigtigt.

I min fritid elsker jeg vandski. Det er svært første gang. Faktisk vælter man mange gange, før man kan det. I det hele taget elsker jeg alt, der har med vand at gøre. Det hænger bare ikke så godt sammen med at være rødhåret. Jeg bliver solskoldet hver gang, jeg er ude at sejle.


Venstre hånd

Min konkurrence til Euroskills gik... Ja, det var tæt. Jeg fik en femteplads. Førstepladsen havde 738 point, andenpladsen 735, tredjepladsen 734, fjerdepladsen 733. Og så kom jeg. Det var altså ikke mange point, der skilte os ad i toppen.

Der var faktisk kun to i hele konkurrencen, der klarede røntgentesten på svejsningerne. Mig og ham, der vandt. Det er jeg ret stolt af. Og så gjorde jeg det endda med venstre hånd, selvom jeg er højrehåndet. Det kommer af en mountainbike-ulykke, hvor jeg brækkede håndleddet. Når man svejser en 45-graders samling, og man står på den ene side, kan jeg sagtens køre den med højre hånd. Men på den anden side kan jeg ikke bøje mit håndled nok til det sidste stykke. Så der var jeg nødt til at skifte til venstre. Man vil helst køre én lang svejsning uden afbrydelser, fordi det er i starten, fejlene sker. 

Der var selvfølgelig også ting, jeg gerne ville have gjort bedre. De måler med to millimeter og en decimals præcision. Det er noget, man laver på øjemål, når man svejser. Man kan godt lave nogle streger at følge, men det er ikke altid, man kan se dem. Og så var der længdeforskydninger på nogle af samlingerne, hvor jeg var et par millimeter ved siden af. Når konkurrencen er så tæt, betyder sådan noget vildt meget.

Men der var ikke én stor fejl, hvor jeg tænkte: Det var fandeme dumt gjort.


Et umuligt buk

Det mest spændende ved smedefaget er, at man faktisk kan bygge rigtig meget. Folk tror ikke, man kan lave de ting, man kan lave. På mit arbejde skærer vi stålplader, der er op til 15 centimeter tykke. Det er fuldstændig vanvittigt. Vi bruger flammeskærer til det. Nogle gange arbejder vi med 13 tons stål på én opgave. Vi er underleverandører til underleverandører. Vi leverer stål i bestemte former, som så bliver til noget større. Og selv på de kæmpestore ting er der tolerancer på en millimeter. 

Noget af det, jeg bedst kan lide, er når man får opgaver, der virker umulige. Hvor ingeniøren har tegnet noget, men ikke har tænkt over, hvordan det rent faktisk skal laves. Hvordan skal personen, der laver svejsningen, komme til? Hvis det er en lukket C-profil, kan man ikke komme til indvendigt. Eller de har tegnet et buk, der ikke kan lade sig gøre i fysikkens verden. 

Der var engang, da jeg var lærling, hvor et andet firma ringede op. De havde lavet et forkert buk i noget, der var svært at arbejde med, og de kunne ikke rette det. Så spurgte de, om det var noget, jeg kunne løse. Jeg tog ned og prøvede, og det lykkedes. Det er fedt, når man klarer noget, som andre ikke kunne.


Ligget i baghovedet

Det fedeste materiale at arbejde med er rustfrit stål. Det er utidigt. Man skal være omhyggelig, have styr på sine ting. Men når man er færdig, og det er blevet pænt, så er der en tilfredsstillelse i det. Man kan være hundrede procent stolt af at stå med det.

Noget af det, der er særligt ved smedefaget, er at man med det samme ved, om arbejdet er godt eller skidt. Der er ingen tvivl. Det er ikke op til fortolkning. Enten holder svejsningen til røntgen, eller også gør den ikke. Enten passer målene, eller også gør de ikke. Jeg kan godt lide det. Det er befriende.

Om fem år vil jeg gerne være nyuddannet maskiningeniør. Jeg starter på uddannelsen til september. Det har altid ligget i baghovedet. Min lærer på gymnasiet sagde jo, at jeg ikke skulle være ingeniør, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke bare ville lade det ligge. Jeg tror, vi har brug for flere ingeniører, der rent faktisk kan deres håndværk. Som ved, hvordan tingene skal laves i praksis, ikke bare på tegningen.

Min mester tilbød mig faktisk at overtage forretningen efter ham. Det var ret overvældende. Men jeg synes, det var lidt voldsomt. Først vil jeg gerne have den ingeniøruddannelse. 


Jakobs historie

DET BEDSTE ER DET UMULIGE

Jeg hedder Jakob Nielsen. Mine forældre er skilt, så jeg har boet lidt rundt omkring. Nu bor jeg i Odense.

Jeg gik på teknisk gymnasium, HTX, hvor de har værksteder i både træ, elektronik og metal. Og de har altså et rigtig fint metalværksted på den skole. Det blev jeg fanget af. Gennem hele min gymnasietid byggede jeg ting dernede sammen med mine kammerater.

Det sjove er, at min familie ellers er træfolk. Min mor er uddannet skovarbejder, min farfar var bådebygger og min oldefar var også i træfaget. Så egentlig havde det givet mest mening, at jeg blev fanget af træværkstedet. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ved ikke helt, hvad det var, måske at metalfaget virkede lidt mere specialiseret. Med træ kan man næsten hoppe ud i det med det samme, men med metal skal du have lidt mere udstyr, lidt mere viden. 

I 3.g skulle jeg tage en beslutning. Skulle jeg læse videre? Hvad skulle jeg? Så sagde en af mine lærere til mig: "Hør her, du skal sgu være smed eller maskinarbejder. Du står herude hele tiden. Du skal ikke være ingeniør." 

Fordi jeg havde gymnasiet, slap jeg for det meste af grundforløbet og gik nærmest direkte på hovedforløbet. Og der gik kun en halv dag, fra jeg startede i lære, til jeg blev sat til at lave noget rigtigt.

I min fritid elsker jeg vandski. Det er svært første gang. Faktisk vælter man mange gange, før man kan det. I det hele taget elsker jeg alt, der har med vand at gøre. Det hænger bare ikke så godt sammen med at være rødhåret. Jeg bliver solskoldet hver gang, jeg er ude at sejle.


Venstre hånd

Min konkurrence til Euroskills gik... Ja, det var tæt. Jeg fik en femteplads. Førstepladsen havde 738 point, andenpladsen 735, tredjepladsen 734, fjerdepladsen 733. Og så kom jeg. Det var altså ikke mange point, der skilte os ad i toppen.

Der var faktisk kun to i hele konkurrencen, der klarede røntgentesten på svejsningerne. Mig og ham, der vandt. Det er jeg ret stolt af. Og så gjorde jeg det endda med venstre hånd, selvom jeg er højrehåndet. Det kommer af en mountainbike-ulykke, hvor jeg brækkede håndleddet. Når man svejser en 45-graders samling, og man står på den ene side, kan jeg sagtens køre den med højre hånd. Men på den anden side kan jeg ikke bøje mit håndled nok til det sidste stykke. Så der var jeg nødt til at skifte til venstre. Man vil helst køre én lang svejsning uden afbrydelser, fordi det er i starten, fejlene sker. 

Der var selvfølgelig også ting, jeg gerne ville have gjort bedre. De måler med to millimeter og en decimals præcision. Det er noget, man laver på øjemål, når man svejser. Man kan godt lave nogle streger at følge, men det er ikke altid, man kan se dem. Og så var der længdeforskydninger på nogle af samlingerne, hvor jeg var et par millimeter ved siden af. Når konkurrencen er så tæt, betyder sådan noget vildt meget.

Men der var ikke én stor fejl, hvor jeg tænkte: Det var fandeme dumt gjort.


Et umuligt buk

Det mest spændende ved smedefaget er, at man faktisk kan bygge rigtig meget. Folk tror ikke, man kan lave de ting, man kan lave. På mit arbejde skærer vi stålplader, der er op til 15 centimeter tykke. Det er fuldstændig vanvittigt. Vi bruger flammeskærer til det. Nogle gange arbejder vi med 13 tons stål på én opgave. Vi er underleverandører til underleverandører. Vi leverer stål i bestemte former, som så bliver til noget større. Og selv på de kæmpestore ting er der tolerancer på en millimeter. 

Noget af det, jeg bedst kan lide, er når man får opgaver, der virker umulige. Hvor ingeniøren har tegnet noget, men ikke har tænkt over, hvordan det rent faktisk skal laves. Hvordan skal personen, der laver svejsningen, komme til? Hvis det er en lukket C-profil, kan man ikke komme til indvendigt. Eller de har tegnet et buk, der ikke kan lade sig gøre i fysikkens verden. 

Der var engang, da jeg var lærling, hvor et andet firma ringede op. De havde lavet et forkert buk i noget, der var svært at arbejde med, og de kunne ikke rette det. Så spurgte de, om det var noget, jeg kunne løse. Jeg tog ned og prøvede, og det lykkedes. Det er fedt, når man klarer noget, som andre ikke kunne.


Ligget i baghovedet

Det fedeste materiale at arbejde med er rustfrit stål. Det er utidigt. Man skal være omhyggelig, have styr på sine ting. Men når man er færdig, og det er blevet pænt, så er der en tilfredsstillelse i det. Man kan være hundrede procent stolt af at stå med det.

Noget af det, der er særligt ved smedefaget, er at man med det samme ved, om arbejdet er godt eller skidt. Der er ingen tvivl. Det er ikke op til fortolkning. Enten holder svejsningen til røntgen, eller også gør den ikke. Enten passer målene, eller også gør de ikke. Jeg kan godt lide det. Det er befriende.

Om fem år vil jeg gerne være nyuddannet maskiningeniør. Jeg starter på uddannelsen til september. Det har altid ligget i baghovedet. Min lærer på gymnasiet sagde jo, at jeg ikke skulle være ingeniør, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke bare ville lade det ligge. Jeg tror, vi har brug for flere ingeniører, der rent faktisk kan deres håndværk. Som ved, hvordan tingene skal laves i praksis, ikke bare på tegningen.

Min mester tilbød mig faktisk at overtage forretningen efter ham. Det var ret overvældende. Men jeg synes, det var lidt voldsomt. Først vil jeg gerne have den ingeniøruddannelse. 


Jakobs historie

DET BEDSTE ER DET UMULIGE

Jeg hedder Jakob Nielsen. Mine forældre er skilt, så jeg har boet lidt rundt omkring. Nu bor jeg i Odense.

Jeg gik på teknisk gymnasium, HTX, hvor de har værksteder i både træ, elektronik og metal. Og de har altså et rigtig fint metalværksted på den skole. Det blev jeg fanget af. Gennem hele min gymnasietid byggede jeg ting dernede sammen med mine kammerater.

Det sjove er, at min familie ellers er træfolk. Min mor er uddannet skovarbejder, min farfar var bådebygger og min oldefar var også i træfaget. Så egentlig havde det givet mest mening, at jeg blev fanget af træværkstedet. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ved ikke helt, hvad det var, måske at metalfaget virkede lidt mere specialiseret. Med træ kan man næsten hoppe ud i det med det samme, men med metal skal du have lidt mere udstyr, lidt mere viden. 

I 3.g skulle jeg tage en beslutning. Skulle jeg læse videre? Hvad skulle jeg? Så sagde en af mine lærere til mig: "Hør her, du skal sgu være smed eller maskinarbejder. Du står herude hele tiden. Du skal ikke være ingeniør." 

Fordi jeg havde gymnasiet, slap jeg for det meste af grundforløbet og gik nærmest direkte på hovedforløbet. Og der gik kun en halv dag, fra jeg startede i lære, til jeg blev sat til at lave noget rigtigt.

I min fritid elsker jeg vandski. Det er svært første gang. Faktisk vælter man mange gange, før man kan det. I det hele taget elsker jeg alt, der har med vand at gøre. Det hænger bare ikke så godt sammen med at være rødhåret. Jeg bliver solskoldet hver gang, jeg er ude at sejle.


Venstre hånd

Min konkurrence til Euroskills gik... Ja, det var tæt. Jeg fik en femteplads. Førstepladsen havde 738 point, andenpladsen 735, tredjepladsen 734, fjerdepladsen 733. Og så kom jeg. Det var altså ikke mange point, der skilte os ad i toppen.

Der var faktisk kun to i hele konkurrencen, der klarede røntgentesten på svejsningerne. Mig og ham, der vandt. Det er jeg ret stolt af. Og så gjorde jeg det endda med venstre hånd, selvom jeg er højrehåndet. Det kommer af en mountainbike-ulykke, hvor jeg brækkede håndleddet. Når man svejser en 45-graders samling, og man står på den ene side, kan jeg sagtens køre den med højre hånd. Men på den anden side kan jeg ikke bøje mit håndled nok til det sidste stykke. Så der var jeg nødt til at skifte til venstre. Man vil helst køre én lang svejsning uden afbrydelser, fordi det er i starten, fejlene sker. 

Der var selvfølgelig også ting, jeg gerne ville have gjort bedre. De måler med to millimeter og en decimals præcision. Det er noget, man laver på øjemål, når man svejser. Man kan godt lave nogle streger at følge, men det er ikke altid, man kan se dem. Og så var der længdeforskydninger på nogle af samlingerne, hvor jeg var et par millimeter ved siden af. Når konkurrencen er så tæt, betyder sådan noget vildt meget.

Men der var ikke én stor fejl, hvor jeg tænkte: Det var fandeme dumt gjort.


Et umuligt buk

Det mest spændende ved smedefaget er, at man faktisk kan bygge rigtig meget. Folk tror ikke, man kan lave de ting, man kan lave. På mit arbejde skærer vi stålplader, der er op til 15 centimeter tykke. Det er fuldstændig vanvittigt. Vi bruger flammeskærer til det. Nogle gange arbejder vi med 13 tons stål på én opgave. Vi er underleverandører til underleverandører. Vi leverer stål i bestemte former, som så bliver til noget større. Og selv på de kæmpestore ting er der tolerancer på en millimeter. 

Noget af det, jeg bedst kan lide, er når man får opgaver, der virker umulige. Hvor ingeniøren har tegnet noget, men ikke har tænkt over, hvordan det rent faktisk skal laves. Hvordan skal personen, der laver svejsningen, komme til? Hvis det er en lukket C-profil, kan man ikke komme til indvendigt. Eller de har tegnet et buk, der ikke kan lade sig gøre i fysikkens verden. 

Der var engang, da jeg var lærling, hvor et andet firma ringede op. De havde lavet et forkert buk i noget, der var svært at arbejde med, og de kunne ikke rette det. Så spurgte de, om det var noget, jeg kunne løse. Jeg tog ned og prøvede, og det lykkedes. Det er fedt, når man klarer noget, som andre ikke kunne.


Ligget i baghovedet

Det fedeste materiale at arbejde med er rustfrit stål. Det er utidigt. Man skal være omhyggelig, have styr på sine ting. Men når man er færdig, og det er blevet pænt, så er der en tilfredsstillelse i det. Man kan være hundrede procent stolt af at stå med det.

Noget af det, der er særligt ved smedefaget, er at man med det samme ved, om arbejdet er godt eller skidt. Der er ingen tvivl. Det er ikke op til fortolkning. Enten holder svejsningen til røntgen, eller også gør den ikke. Enten passer målene, eller også gør de ikke. Jeg kan godt lide det. Det er befriende.

Om fem år vil jeg gerne være nyuddannet maskiningeniør. Jeg starter på uddannelsen til september. Det har altid ligget i baghovedet. Min lærer på gymnasiet sagde jo, at jeg ikke skulle være ingeniør, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke bare ville lade det ligge. Jeg tror, vi har brug for flere ingeniører, der rent faktisk kan deres håndværk. Som ved, hvordan tingene skal laves i praksis, ikke bare på tegningen.

Min mester tilbød mig faktisk at overtage forretningen efter ham. Det var ret overvældende. Men jeg synes, det var lidt voldsomt. Først vil jeg gerne have den ingeniøruddannelse.