LØBESPOR ER DET VÆRSTE

Jeg hedder Camilla Lindholm Gelmer, jeg er 20 år, og jeg er maler. Jeg bor i Sig, en lille by uden for Varde. Jeg vidste allerede i 5. eller 6. klasse, at jeg ville have en erhvervsuddannelse. Det var ikke fordi nogen pressede mig. Jeg gad bare ikke sidde på skolebænken i tre år.

I min klasse var jeg en af de få, der valgte sådan. De fleste tog gymnasiet. Men jeg vidste, at det ikke var dét, jeg skulle.

Spartling

I 10. klasse kom jeg i praktik hos en maler i Varde. Det er det samme sted, hvor jeg har min læreplads i dag. Vi spartlede faktisk mere, end vi malede i starten. Det åbnede mine øjne for, hvor meget der er i faget. Det er ikke bare at male vægge. Der er meget bundarbejde, som kræver teknik.

Jeg havde altid kunnet lide at male derhjemme. Hvis vi skulle male noget, ville jeg gerne hjælpe til. Så interessen har nok altid været der. Men først da jeg stod i praktikken, vidste jeg det med sikkerhed.

Løbespor

Det fede ved mit fag er, at jeg selv kan se, om jeg har lavet noget godt eller dårligt. Jeg behøver ikke at få det at vide af andre. Hvis der er løbespor, så har jeg ikke gjort det godt nok.

Løbespor er det, jeg har det værst med. Det er totalt kriminelt at have dem i sit træværk. Det sker, hvis man får et for tykt lag maling på, så det ikke kan tørre ordentligt. 

I konkurrencer skal vi male døre, mens de står lodret. Det er strengt forbudt at lægge dem ned. Men man kan godt undgå løbespor, også når døren står lodret. Det kræver bare, at man er dygtig. Hvis man lægger laget tyndt nok på, bliver det godt.

En rar tilstand

Grøn synes jeg er flottest. Det er også blevet mere moderne på det sidste. Men jeg prøver ikke at påvirke kunderne. Jeg er jo kun lærling.

Farver er klart sjovere end hvidt.

Hvad tænker jeg på, når jeg maler? Lidt forskelligt. Når jeg laver fine dekorationer koncentrerer jeg mig. Men ellers slår jeg bare hjernen lidt fra, især på de større flader. Det er en rar tilstand at være i.

Vi starter med at beskære, altså tage kanten. Og så tager vi de store flader. De går dejligt hurtigt, og så kan man se, at der sker noget.

Bøtten

Jeg har aldrig tabt en bøtte maling. Men det sker sikkert en dag. Vi har lige fået en ny lærling. Hun smed en for en måned siden. Heldigvis udenfor. Det skal ske for alle på et tidspunkt.

Jeg har været til rigtig mange konkurrencer. Regionsmesterskab, DM, Nordisk Mesterskab, VM. Små konkurrencer i Tyskland og Finland, måske seks eller syv i alt. Og så sluttede jeg af med EuroSkills i Herning. Det var den bedste konkurrence, jeg nogensinde har været med til.

Kravene i Euroskills var de samme som i andre konkurrencer. Alt bliver målt på millimeteren, så man skal være meget præcis. Der var også en tidsopgave, hvor alle starter samtidig. Man har max to timer, men meningen er, at man skal kunne gøre det på en halv time. Jo hurtigere man er færdig, jo flere ekstra point får man. Jeg kom under en halv time og i den konkurrence blev jeg nummer to. Men samlet endte jeg på en 6. plads, 10 point fra bronzemedaljen.

Nu er jeg færdig med at konkurrere. Jeg har prøvet det hele.

Den stille type

Jeg er den stille type. Jeg har altid gerne villet gemme mig lidt. Mit første interview var skræmmende. Det var med Malerforbundet, efter jeg vandt DM. Men det er spændende at blive udspurgt. Og de fleste er oprigtigt interesserede i det, man laver.

Jeg læser lidt engang imellem. Engelske ungdomsbøger. Romantik. Det er altid dreng og pige, der mødes og bliver forelskede. Nogle gange starter de som fjender, og så lige pludselig kan de lide hinanden. Det er næsten altid samme plot. Nogle gange sker der noget, så kærligheden bliver svær. Men så bliver det godt igen.