“Man udvikler sig både fagligt og personligt”

Kaja var stærk i de boglige fag og valgte derfor handelsskolen som det oplagte valg. Men et møde i psykiatrien ændrede hendes retning. I dag er hun uddannet social- og sundhedsassistent, arbejder på skadestuen i Aabenraa og har vundet bronze ved Euroskills i Health and Social Care – et meningsfuldt fag med mennesker i centrum.

17. dec. 2025 –

Personlig fortælling

Et valg, der tog tid

Vejen til social- og sundhedsassistentuddannelsen var ikke snorlige. Som ung havde Kaja mange idéer om sin fremtid. Først drømte hun om konditorfaget, senere valgte hun handelsskolen. Hun var stærk i de boglige fag og særligt matematik, så derfor virkede det som det oplagte valg.

Men undervejs ramte livet, og Kaja måtte stoppe på handelsskolen og bruge tid på at få styr på sig selv. Hun arbejdede i en periode og blev samtidig klogere på, hvad hun egentlig ville og ikke ville.


Et møde, der ændrede retning

Vendepunktet kom, da Kaja selv var i kontakt med psykiatrien og mødte en sygeplejerske, der gjorde en afgørende forskel.

“Jeg havde bare en helt særlig connection med hende. Hun endte med at gøre den største forskel for mig.”

Her begyndte tanken om at arbejde med mennesker for alvor at tage form. Alligevel var social- og sundhedsassistentuddannelsen ikke et oplagt valg i første omgang. Som mange andre havde Kaja fordomme om faget, som holdt hende tilbage for at springe ud i det.

Men hendes mor fik lokket hende med til et åbent hus-arrangement på SOSU Syd i Aabenraa, som ændrede hendes syn på uddannelsen.

“Så fandt jeg ud af, at der faktisk var meget andet i det, end det jeg troede, og jeg fandt ud af, hvor mange døre det egentlig kunne åbne for mig.”

Det blev startskuddet til en uddannelse, der både udfordrede hende fagligt og formede hende som menneske. Kaja valgte EUX-vejen, som gav hende mulighed for at kombinere de boglige fag med praktisk erfaring og bringe sine styrker i spil.


Mennesker, mening og muligheder

Noget af det, Kaja holder allermest af ved social- og sundhedsassistentuddannelsen, er de mange muligheder og den personlige udvikling, der følger med.

“Man udvikler sig både fagligt og personligt. Man møder sindssygt mange forskellige mennesker og hører livshistorier, som kan inspirere en til at blive en bedre udgave af sig selv.”

Som social- og sundhedsassistent yder man omsorg og pleje til mennesker i sårbare livssituationer. Man skaber tryghed og støtte både for borgere og pårørende og er med til at gøre en reel forskel i et andet menneskes liv.

Uddannelsen giver samtidig en bred faglig viden om sygdomme, diagnoser og arbejdsgange på tværs af sundhedssektoren. Gennem praktikophold har Kaja prøvet forskellige områder, fra ældrepleje til akutsygehus, og her fandt hun ud af, at det somatiske arbejde, som handler om behandlingen af kropslige sygdomme og skader, trak mere i hende end psykiatrien.


Drømmejob på skadestuen

I dag arbejder Kaja i sit drømmejob på skadestuen i Aabenraa. Et arbejde med højt tempo, store faglige krav og betydeligt ansvar. Samtidig ser hun social- og sundhedsassistentuddannelsen som en solid base for fremtiden.

“Jeg har jo et langt arbejdsliv, og der er masser af forskellige muligheder.”


Euroskills og bronze til Danmark

I 2025 deltog Kaja ved Euroskills og vandt bronze i kategorien Health and Social Care.

Her blev deltagerne målt på deres evne til at yde pleje, håndtere dilemmaer og vise omsorg – alt sammen under pres og med skuespillere i patientrollen.

“Det er det ultimative skulderklap. Det har givet en enorm sikkerhed i min faglighed.”

Erfaringerne fra konkurrencen har styrket hendes ro, overblik og faglige selvtillid, som er noget, hun i dag bruger hver eneste dag i arbejdet på skadestuen.


Råd til unge, der står over for et valg

“Undersøg mulighederne, find ud af, hvor meget mere der egentlig ligger i det, og vær ikke bange for at prøve det af. Man lærer det hen ad vejen.”

For Kaja blev social- og sundhedsassistentuddannelsen ikke bare et alternativ, men en vej til faglig stolthed, personlig udvikling og et arbejdsliv med mening, og derfor håber hun, at flere unge får øjnene op for de muligheder som faget rummer.

Mere inspiration

Se alle