”I mine øjne handler det om at finde noget, man brænder for.”

Iben og William går på handelsuddannelsen og skal repræsentere Danmark ved Euroskills. De har også gode råd til unge, som skal vælge uddannelse.

10. sep. 2025 –

Personlig fortælling

af Iben og William

Relevant for uddannelser:

Hvorfor valgte I handelsuddannelsen?

William: "Det hele startede med min mor og min søster. Og egentlig også min fætter. Jeg har rigtig meget familie, der arbejder med faget – og som også arbejder hos Bestseller i alle mulige forskellige stillinger. Og da jeg selv startede, kunne jeg mærke efter et par uger, at det var det helt rigtige for mig."

Iben: ”Jeg gik på handelsgymnasiet (HHX), og mange af de fag, som jeg syntes var spændende, kunne jeg komme dybere ned i på Handelsuddannelsen. Og derudover, det er måske lidt skørt, men da jeg var mindre, havde jeg altid en idé om, at jeg gerne ville være en rigtig businesswoman.”

Hvad er det ved uddannelsen, som fanger jer?

William: ”Det er for det første det med, at teori og praksis hænger sammen. Jeg snakker med leverandører fra hele verden - i Indien, Kina og Tyrkiet - og får lov til at kigge på stofprøver til godkendelse og se, hvor man kan forbedre dem. Og derudover er jeg en person, der går rigtig meget op i tøj og mode, så det er utroligt spændende at arbejde hos Bestseller og lære alt om, hvordan tingene bliver lavet.”

Iben: ”Det var især afsætning, der tændte mig på HHX - både strategi og det at kigge på, hvordan markedet fungerer. På handelsuddannelsen er der kommet endnu mere dybde på det, og jeg har lært så meget mere, end jeg troede var muligt - både marketing, international handel, strategier, produkter, kommunikation og kontakt med kunderne. Jeg synes, det er vildt spændende, at der er så mange forskellige emner, som kan påvirke tingene inden for handel.”

Lige om lidt (september 2025) skal I repræsentere Danmark ved Euroskills – hvad glæder I jer mest til?

William: "Først og fremmest er jeg lidt spændt på at se skalaen af det. Jeg tror det bliver kæmpestort! Og så er jeg spændt på at se, hvordan vi håndterer presset. For selvom man har forberedt sig, så er det altid et spørgsmål, om man kan performe på den måde, man gerne vil.”

Iben: "Jeg glæder mig vildt meget til at stå på scenen. Nu, hvor vi har brugt et helt år på at forberede os, så glæder jeg mig til at komme op på scenen og bare shine og gøre vores bedste.”

Hvordan kommer I til at klare jer i konkurrencen?

William: ”Jeg håber, vi vinder. Men de andre lande er simpelthen også supergode. Vi har været på en træningslejr i Schweiz, og de andre er altså dygtige, så der bliver kamp til stregen. Men jeg er sikker på, at vi kan gøre det godt.”

Iben: ”Jeg har en god mavefornemmelse. Jeg tror, det kommer til at gå mega godt.”

Har I et godt råd til unge mennesker, som står og skal vælge en uddannelse?

William: "Ja. I mine øjne handler det om at finde noget, man brænder for. Hvis du ikke er interesseret i det, du laver, så vil du ikke synes, det er sjovt at møde ind."

Iben: "Vælg handelsuddannelsen! Jeg synes, det er en fed mulighed og en god måde at lære på. Man får lov til at sidde i en virksomhed, og man får mega meget ansvar. Og der lærer man bare på en helt anden måde, end man gør ved at sidde og læse bøger."

Mere inspiration

Se alle