”Bare det, at du kan stå nede på jorden og styre noget, der er så kæmpe stort, det synes man jo er lidt sejt.”

Lene har altid haft en interesse for maskiner, og da hun begyndte på sit grundforløb, var planen egentlig, at hun skulle være landbrugsmaskinmekaniker. Men lærepladserne var svære at finde, og hendes skole så et andet potentiale i hende. I dag er Lene i fuld gang med at uddanne sig som kranmekaniker og er i lære hos Stiholt, og hun er ikke i tvivl om, at hun er havnet det helt rette sted.

19. nov. 2025 –

Personlig fortælling

Relevant for uddannelser:

Hvordan fandt du ud af, at kranmekanikeruddannelsen kunne være noget for dig?

”Det var faktisk min uddannelse, der foreslog, at jeg skulle prøve en uges praktik som kranmekaniker, bare for at se, om det var noget for mig. Jeg tror ikke, jeg selv havde valgt det, hvis ikke de havde vist mig den.”

Men allerede den første dag i praktik kunne Lene mærke, at hun var havnet det helt rette sted.
”Jeg fik lov til at køre med en kran allerede på første dag, og det viser bare, hvor meget tillid de har til én. Jeg kunne virkelig godt lide stedet og menneskerne. Det er meget forskellige ting, man laver, og det er jo også det, der er så fedt ved det.”

Da ugen var omme, skrev Lene under på sin læreplads hos Stiholt.

Selvom Lene kun er fire måneder inde i sin læretid, har hun allerede fået masser af ansvar.

”Jeg har blandt andet lavet et helt servicesyn på en kran selv. Det er fedt, at der er så stor tillid til en herude. Og hvis der er noget, jeg er i tvivl om, så spørger jeg bare. Man har altid mulighed for at få sparring.”

Hvad er det, der gør faget spændende for dig?

”Det er det der med store lastbiler, store maskiner, store kraner, altså alle de der sådan store ting. Bare det, at du kan stå nede på jorden og styre noget, der er så kæmpe stort, det synes man jo er lidt sejt. Det er også meget afvekslende arbejde, og det er nærmest aldrig det samme, man laver. Der kan også være meget tempo på, fordi der sker så meget, så man lærer hele tiden noget nyt.”

Hvordan har du oplevet at træde ind i et fag, hvor der ikke er så mange piger?


”Folk bliver nogle gange lidt overraskede, når de hører, at jeg er ved at uddanne mig som kranmekaniker. Det er jo ikke det mest typiske ’pigefag’. Men folk er mest bare nysgerrige. Jeg har aldrig mødt negative reaktioner. Der bliver heller ikke taget særlige hensyn, bare fordi jeg er en pige. Jeg synes, vi er lige så meget en del af fællesskabet. De vil også gerne have flere piger ind i branchen, så de ved godt, at de skal være åbne, og det har de virkelig også været over for mig. Jeg har haft en rigtig positiv oplevelse.”

For Lene har det betydet meget, at både familie og veninder bakker op om hendes uddannelsesvalg.


”Jeg har et klogt hoved, og hvis jeg ville, kunne jeg nok også godt sidde på et gymnasie, men det er bare slet ikke det, der interesserer mig. Mine veninder synes, det er mega fedt, at jeg har valgt at gå min egen vej, og det har altid været sådan, at det var mig, der havde skruet hænderne ordentligt på. Det er fedt det med, at man kan lave noget for andre, og at man ikke er afhængig af nogen, fordi man selv kan fikse det. Mine forældre har også altid været meget støttende.”

Hvis du skulle give ét råd til andre, der overvejer en erhvervsuddannelse, hvad skulle det så være? 

”Spring ud i det og prøv det af. Tag en praktik og se, om det er noget for dig. For det gør rigtig meget, at man kommer ud og ser, hvordan faget er. Du lærer også rigtig mange ting, som du kan bruge i dit eget liv, og så er det jo en bonus, at du får løn under uddannelsen.”

Mere inspiration

Se alle