”På EUX bliver min uge delt mellem værksted og skole, og det elsker jeg“
Når man tænker på mekanikeruddannelsen, forestiller mange sig lange dage på værkstedet og olie på fingrene. Men for 17-årige Anna Koch fra Skjern ser hverdagen lidt anderledes ud. Hun tager nemlig personvognsmekanikeruddannelsen som EUX, hvor man både får en erhvervsuddannelse og en gymnasial eksamen på samme tid.
17. dec. 2025 –
Personlig fortælling
Relevant for uddannelser:
Hvad går uddannelsen ud på?
Personvognsmekanikeruddannelsen handler om at reparere, servicere og fejlsøge på biler. Det kan være alt fra bremsesystemer og motorarbejde til avanceret elektronik.
“Det fedeste er at finde fejl. Du ved ikke, hvad problemet er, men du arbejder dig frem til det skridt for skridt. Det er virkelig tilfredsstillende,” siger Anna.
Som EUX-elev har hun en anderledes rytme end EUD-elever:
• EUD-elever er typisk 5 uger i skole og 20 uger i praktik
• EUX-elever er cirka halvt i skole og halvt i praktik, fordi de også tager gymnasiale fag
Det giver EUX-elever en bredere faglighed, men betyder også, at nogle værksteder tøver med at tage dem ind, fordi de er mindre på værkstedet.
Udfordringen: At finde læreplads som EUX’er
Anna begyndte at søge læreplads i løbet af 2024 og oplevede hurtigt, at det krævede ekstra ben i næsen som EUX-elev.
“Nogle værksteder vil helst have EUD-elever, fordi de er mere hos dem. Så som EUX’er skal man virkelig kæmpe for at vise, at man er motiveret,” forklarer hun.
Til gengæld viser hendes historie, at det kan betale sig at række ud. Efter et LinkedIn-opslag, der fik meget stor opmærksomhed, fandt hun den læreplads, hun havde håbet på.
“Det føltes helt fantastisk, da det lykkedes,” siger hun om at starte hos STS biler, hvor hun mødte både gode mennesker og et værksted, der matchede hendes ambitioner.
Hvorfor valgte Anna EUX?
Selvom EUX er mere krævende end EUD, var valget bevidst:
“Jeg ville have et sikkerhedsnet. Jeg ved ikke, om jeg skal være mekaniker hele livet. Med EUX står jeg med både en erhvervsuddannelse og en gymnasial eksamen og det giver flere muligheder,” siger hun.
Hun nyder også hverdagen:
“Jeg bliver træt af at lave det samme hver dag. På EUX bliver min uge delt mellem værksted og skole, og det elsker jeg.”
En pige blandt 84 drenge
I værkstedsklassen er Anna den eneste pige ud af 84 elever. En situation, der krævede mod i starten.
“Det var hårdt det første år. Jeg var bange for, at jeg aldrig ville finde veninder,” fortæller hun.
Men i dag føler hun sig fuldt ud hjemme:
“Nu griner vi sammen som alle andre. Lærerne har behandlet mig som en helt almindelig elev fra starten af. Det betyder meget.”
Hendes budskab er tydeligt:
“Man skal ikke være skræmt af at være den eneste pige. Du finder din plads.”
Drømme og planer
Fremtiden er stadig åben, men én ting ved hun:
“Jeg vil gerne arbejde med fejlfinding om det er biler, elektronik eller noget helt tredje.”
Derudover drømmer hun om at tage værnepligt, når hun er færdig med sin uddannelse.
“Hvis jeg skifter retning, så gør jeg det bare. Det gode ved EUX er, at jeg har alle muligheder åbne.”
Annas råd til andre
Til unge, der overvejer en erhvervsuddannelse, siger hun:
“Spring ud i det. Du skal nok finde dit folk, også selvom du starter alene. Hvis du virkelig vil det, så kæmp for det. Det bliver nemmere, og du finder din plads.”



